Mød dyrene – Læs mere

På nogle få øer i Indonesien lever verdens største øgle. Med sin 2-3 meter lange krop og en vægt, der ligger på 50-100 kg, er
komodovaranen den helt store sværvægter blandt øglerne. Halen er muskuløs, og kan bruges som et våben, eller til balance,
når den af og til står på bagbenene, eller når den, som ungdyr, søger beskyttelse i trækronerne. Komodovaranen har skarpe
kløer, som den bruger til at grave huler og til at flænse sit bytte med, for derefter at sluge lunserne. Den gemmer sig i hulerne
om natten, mens den jager om dagen, hvor den kan bevæge sig med en hastighed på op til 20 kilometer/time.
Komodovaranhunnerne er i stand til at reproducere sig ved ukønnet formering (partenogenese), et fænomen der populært
kaldes for jomfrufødsel. Hunnens æg bliver altså ikke befrugtet af en hannen. Denne form for reproduktion ses særligt i
fangeskab, hvor hunnerne går alene i et anlæg. I naturen bliver de fleste unger til gennem seksuel formering, hvor varanerne
altså parrer sig med hinanden for at befrugte æggene.
Varanen er kødædende og går efter andre dyr, der er døde eller levende. De voksne dyr kan spise større dyr, som for eksempel
en hjort, mens ungdyrene holder sig til mindre dyr, som for eksempel gnavere. De voksne går heller ikke af vejen for at spise
små komodovaraner, hvilket er grunden til at ungdyrene særligt befinder sig i træerne.
Den kraftigt byggede varan kan nedlægge store byttedyr som for eksempel vandbøfler ved at såre dem tilstrækkeligt til, at de
dør af blodtab eller en blodforgiftning. Komodovaranen er længe blevet mistænkt for at have et giftigt bid, som både kunne
komme fra reelle toxiner og et højt antal bakterier i dens spyt. Det er eftersigende det som hjælper den med at nedlægge store
byttedyr, ved at give dem infektioner. Man kan dog også forestille sig, at det er de sumpede omgivelser, som byttedyret
befinder sig i, efter at have være blevet bidt, som kunne være årsag til infektionerne.
Komodovaranen har sylespidse tænder, som bliver udskiftet med jævne mellemrum, så de forbliver skarpe. Derudover har den
en fantastisk lugtesans. Det skyldes blandt andet det såkaldte Jacobsens organ, der sidder øverst i mundhulen af
komodovaranen. Den bruger sin lange tvedelte tunge til at indfange duftpartikler fra luften, og flytte tungen til Jacobsens
organ. Vi kender også dette organ fra andre reptiler samt mennesket. For komodovaranen hjælper Jacobsens organ med at
detektere, hvor byttet er. Hvis der for eksempel er en hjort i nærheden, kan komodovaranen indfange dens “duftmolekyler” og
sende informationen til Jacobsens organ. Hvis koncentrationen af duftmolekyler på venstre side af tungen er højere, i forhold
til højre side af tungen, så ved komodovaranen at byttedyret kommer fra venstre.
Høresansen er begrænset til det lav-frekvente og høj-frekvente område og komodovaranens nattesyn er ringe, mens den
sandsynligvis bedre kan se farver frem for konturer. Komodovaranen kan se op til 300 meter foran sig, og er bedre til at se ting,
der bevæger sig i forhold til ting, der er stationære. På den måde spiller synssansen altså en rolle i komodovaranens jagt på
føde.
Komodovaraner er blandt andet truet af habitatødelæggelse, krybskytteri, turisme og klimaforandringer. Terrariet bidrager til
bevarelse af komodovaraner både ved at støtte bevarelsesprogrammet Komodo Survival Project i Indonesien, samt ved at
formidle og deltage i avlsprogrammer her i Europa. Udover at komodovaranen er frygtindgydende og fascinerede, kan dens gift
og blod bidrage til lægevidenskaben. Herunder til spørgsmålet om, hvordan den kan leve upåvirket af det store antal af
bakterier, som den har i munden. Det kan måske hjælpe os i jagten på nye typer af antibiotika. Du kan læse mere om Terrariets
komodobevarelsesprojekt her.